Vedtægterne Vedtægter for Frimurerbrødres Begravelseskasse pr. 6. april 2018 Stiftet i København 20. juni 1882 § 1. FBBK’s FORMÅL At yde medlemmernes efterladte begravelseshjælp. § 2. MEDLEMSKAB. Enhver br. som er medlem af en af Den Danske Frimurerorden anerkendt loge kan, for så vidt hans indtrædelse finder sted før han fylder 60 år, blive medlem af ”Frimurerbrødres Begravelseskasse”. Web-adresse: www.fbbk1882.com Indtrædelse i FBBK sker ved anmeldelse til Kassereren. Den indtrædende skal personligt underskrive et dokument hvori han erklærer, at han er fuldt arbejdsdygtig og ikke har fået konstateret livstruende og/eller kroniske sygdomme samt ikke har været alvorligt syg indenfor de seneste 3 år. Tvivlstilfælde skal vurderes og godkendes på bestyrelsens vegne af formanden og kassereren. Medlemmet modtager et indtegningsbevis. Ved indtrædelse i FBBK’s begravelseskasse accepteres at al korrespondance i videst muligt omfang foregår digitalt og er retsgyldigt gældende i enhver henseende. Såfremt erklæring er afgivet mod bedre vidende, og dermed urigtig, udbetales ingen begravelseshjælp, og de betalte ydelser tilfalder FBBK. Hvis et medlem dør inden udløbet af 12 måneder regnet fra Indtegningsbevisets ikrafttrædelse udbetales ingen begravelseshjælp ved dette dødsfald. § 3. KONTINGENT. Det samlede kontingent udgør kr. 6.000,- der betales med mindst kr. 600,- pr. år. Kontingentet forfalder årligt den 1/1. Kontingentet betales fuldt ud for det år, hvor medlemmets optagelse eller død foregår. Medlemmer pr. 1/7 2008 der har kontingent iht. tidligere vedtægter, færdigbetaler som aftalt ved indmeldelsen iht. det udleverede indtegningsbevis. Medlemmer pr. 1/7 2008, der er yngre end 60 år, kan ved betaling af yderligere kontingent, således at kontingentet i alt udgør kr. 5.000,- opnå begravelseshjælp jf. § 5. Det manglende kontingent skal dog være betalt inden det fyldte 60. år. Bopælsændring skal straks anmeldes til kassereren. § 4. UDMELDELSE Et medlem kan udmelde sig til udgangen af et kalenderår. Den som trods påkrav ikke betaler kontingentet inden kvartalets slutning, betragtes som udmeldt. Et udmeldt medlem kan efter anmodning inden 3 år få tilbagebetalt det indbetalte kontingentbeløb. Det udmeldte medlem er selv ansvarligt for og pligtig at dokumentere det indbetalte kontingentbeløb. Stedfunden udmeldelse kan ikke kræves ophævet ved efterbetaling. Når et medlem ophører med at være medlem af Frimurerordenen fortaber han derved sin stemmeret i FBBK og kan ikke deltage i generalforsamlinger eller andre møder i FBBK, men han bibeholder i øvrigt sin ret til begravelseshjælp. § 5. BEGRAVELSESHJÆLP. Begravelseshjælpen udgør kr. 15.000,- for medlemmer optaget efter den 1/7-2008, og kontingent er indbetalt ifølge indtegningsbevis med kr. 5000,-. For medlemmer oprettet efter 6/4 2018 indbetales kontingent jf. § 3, på kr. 6.000, og indtil det fulde kontingent beløb er indbetalt udgør begravelseshjælpen alene det indbetalte kontingent beløb. Alle øvrige medlemmer pr. 1/7-2008 er berettiget til den begravelseshjælp, som fremgår af deres indtegnings-bevis og/eller var gældende på tegningstidspunktet. Begravelseshjælpen udbetales straks, således at den kommer henholdsvis enkemanden, enken eller arvingerne til gode, men ikke boet eller dets kreditorer. Dersom ægtefællerne er lovligt separeret eller skilt, betragtes begravelseshjælpen som værende afklaret under bodelingen ægtefællerne imellem og er således tilhørende ægtemandens bos lod, og udbetales ved mandens død til hans arvinger, mens der ikke ved den fraseparerede eller fraskilte hustrus død foretages nogen udbetaling. Udbetaling sker mod aflevering af dødsattest og mod afskrivning eller tilbagelevering af indtegningsbevis. Ved den sidst afdødes død kan begravelseshjælpen udbetales til den arving der ordner begravelsen og som er i besiddelse af indtegningsbeviset. Skulle indtegningsbeviset være bortkommet, bestemmer bestyrelsen, om begravelseshjælpen alligevel kan udbetales. Retten til begravelseshjælp bortfalder hvis dødsfaldet ikke anmeldes senest 3 år efter dets indtrædelse. Betalte ydelser tilfalder FBBK. Begravelseshjælpen kan ikke afhændes eller pantsættes og kan ikke gøres til genstand for arrest, udlæg, inddragelse under konkursbehandling eller anden retsforfølgning. § 6. FBBK’s MIDLER. Årets resultat overføres til egenkapitalen. Alle FBBK’s midler skal anbringes på følgende måde: • I obligationer eller fonds aktiver, for hvilke den danske stat eller kommuner står som udsteder eller garant. • I obligationer eller fonds aktiver udstedt af danske realkreditinstitutter, kreditforeninger af kommuner i Danmark samt obligationer eller fonds aktiver udstedt af danske finansieringsinstitutter. • I likvide investeringsforeninger der handles på anerkendt børs, med max 50% af FBBKs samlede primo formue. Investeringsforeningen skal være kategoriseret ”lav risiko”. Investeringsforeningen må samlet max. bestå af 25% aktier og/eller virksomheds obligationer. • I likvide investeringsforeninger der handles på anerkendt børs, med max. 25% af FBBKs samlede primo formue. Investeringsforeningen er kategoriseret som ”mellem risiko”. Investeringsforeningen må samlet max bestå af 30% aktier og/eller virksomheds obligationer. • I likvide virksomhedsobligationer hvor selskab er noteret på anerkendt børs med min. rating 3B- (S&P rating). Max. 30 % af FBBKs samlede primo formue må anvendes. I hver fondskode må investeres max 5% af FBBKs samlede primo formue. • Likvide enkelt-aktier hvor selskab er noteret på anerkendt børs. Max. 20 % af den samlede formue må anvendes. I hver fondskode må investeres max 5% af FBBKs samlede primo formue. • Som indskud i danske pengeinstitutter indenfor den til enhver tid gældende indskydergaranti. I øvrigt kan der kun disponeres over FBBK’s midler iht. bestyrelsens beslutning og fuldmagter. § 7. AKTUARBEREGNING. Bestyrelsen foretager løbende undersøgelse af FBBK’s udvikling. Såfremt denne undersøgelse viser at, der bør foretages ændring i begravelseshjælpens størrelse eller kontingent, fremsætter bestyrelsen forslag på den førstkommende generalforsamling til de fornødne ændringer. Mindst hvert 5.år foretages en egentlig forsikringsteknisk opgørelse, der ligeledes danner grundlag for ændringer i den fremtidige begravelseshjælp eller ændringer i kontingentet. Medlemmerne har intet ansvar for FBBK’s forpligtelser og kan ikke tilpligtes at erlægge yderligere indbetalinger end de til enhver tid fast satte vedtægtsmæssige bidrag. § 8. GENERALFORSAMLING. Den årlige generalforsamling afholdes i inden for Region Hovedstaden senest den, 1.juli og indkaldes med mindst 4 ugers varsel og efterfølgende bekendtgørelse i Statstidende under mærket F.B.B.K. Forslag der af medlemmerne ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være indsendt til formanden inden 31. december året før. Dagsorden for generalforsamlinger: 1. Valg af dirigent. 2. Formandens beretning 3. Revideret regnskab forelægges til godkendelse og decharge for bestyrelsen. 4. Valg til bestyrelse samt 1 suppleant. 5. Valg af godkendt revisor. 6. Indkomne forslag. 7. Eventuelt. Ekstraordinære generalforsamlinger skal indkaldes af bestyrelsen eller når minimum 5% af medlemmerne skriftligt forlanger dette. Indkaldelsen skal indeholde velbegrundet dagsorden. Ekstraordinære generalforsamlinger skal bekendtgøres i Statstidende under mærket F.B.B.K. senest 14 dage efter modtagelse af anmodning og afholdes inden 28 dage efter modtagelsen. Alle beslutninger på generalforsamlingerne, såvel de ordinære som ekstraordinære, vedtages efter simpel stemmeflerhed. I tilfælde af lige stemmer gør formandens stemme udslaget. Dog kan forandringer i vedtægterne eller en opløsning af FBBK kun vedtages på en generalforsamling hvor mindst en tredjedel af FBBK’s stemmeberettigede medlemmer er til stede, og med tre fjerdedele af de mødende medlemmers stemmer. Er det fornødne antal stemmer ikke mødt, skal bestyrelsen inden 14 dage ved bekendtgørelse i Statstidende med mindst 8 dages varsel sammenkalde en ny generalforsamling, der er beslutningsdygtig uden hensyn til de mødendes antal. Hustruer og enker har ikke adgang eller stemmeret på generalforsamlingen og er ikke valgbar til bestyrelsen. § 9. BESTYRELSEN. Bestyrelsen, der er ulønnet, består af 5 medlemmer, der vælges af generalforsamlingen. Valget gælder for 5 år. Der afgår årligt 1 medlem skiftevis. I tilfælde af stemmelighed gør formandens stemme udslaget. Bestyrelsesmedlemmer kan genvælges. Afgår et medlem inden funktionstidens udløb indtræder den valgte suppleant. Ved valget af bestyrelsesmedlemmer kan fraværende medlemmer, på generalforsamlingen stemme ved skriftlig stemmeseddel, når denne er behørigt underskrevet og angiver navn og medlemsnummer på den br. eller de brr. vedkommende ønsker at give sin stemme. Dog må stemmesedlen, for at have retsvirkning indsendes til bestyrelsens formand senest dagen før generalforsamlingen. I alle andre tilfælde kan der kun stemmes ved personlig tilstedeværelse. Bestyrelsen vælger af sin midte en formand og en næstformand, der fungerer i formandens forfald. Bestyrelsen vælger blandt FBBK’s medlemmer en kasserer, der i perioden deltager i bestyrelsesmøder og er uden stemmeret. Kassereren skal til enhver tid kunne dokumentere og fremvise ajourført regnskab. Bestyrelsens medlemmer og kassereren skal have rådighed over deres bo. Formanden leder forhandlingerne i bestyrelsesmøderne. Beslutninger på møder dokumenteres med referat. § 10. REVISIONEN FBBK’s regnskabsår regnes fra 1.januar til 31.december. FBBK’s regnskab skal revideres af en på generalforsamlingen godkendt revisor. Revisor må ikke være medlemmer af FBBK’s bestyrelse eller være knyttet til noget medlem af bestyrelsen ved ægteskab eller slægtskab. Under revision har revisor adgang til alle bøger vedrørende FBBK’s regnskabsvæsen. Bestyrelsen er pligtig til at meddele enhver oplysning, der forlanges til bekræftelse af regnskabets rigtighed. Hver gang revisor har foretaget revision, indføres beretning herom i en revisionsprotokol. Denne fremlægges på det førstkommende bestyrelsesmøde, og de tilstedeværende medlemmer af bestyrelsen skal med deres underskrift bekræfte at de er gjort bekendt med indholdet. § 11. FBBK’S OPLØSNING Besluttes det at FBBK skal opløses, tilbagebetales det indbetalte kontingent. Eventuel overskydende beløb/aktiver doneres til Den Danske Frimurerordens velfærdsfond. Midler fordeles til eks.: Julehjælp, Lysglimt, Hospice og lignende. § 12. Tegningsregel. Generalforsamlingen er begravelseskassens øverste myndighed. Den af generalforsamlingen valgte bestyrelse og den af bestyrelsen udpegede formand tegner Begravelseskassen/FBBK i enhver henseende overfor 3. mand i forening med kassereren. Formand og kasserer kan i forening udstede fuldmagter, det være sig enkeltfuldmagter eller flere-fuldmagter.
F.B.B.K
Solbærvej 7
3450 Allerød
Tel: 40320292
Email:
fbbk1882@gmail.com
DOWNLOAD
DOWNLOAD